Jeg er blevet mødt med en åbenhed, jeg aldrig havde troet kunne eksistere, og en seriøsitet, jeg aldrig kunne have håbet på
Alt det du ellers ville snakke med din familie om, snakker du med dine roomies og venner om. Man bliver en del af hinandens verden
Vi bliver set i øjnene, og alle er mennesker, meget mere end lærere og elever.
Alle har en stemme og et ansvar.
Man føler sig mødt og hele tiden stillet over for nye udfordringer, men ikke udfordringer som ‘Husk at rede din seng’ men derimod at stille sig selv spørgsmålet ‘Hvem er jeg?
Jeg føler at det er mit andet hjem, og har ofte taget mig selv i at sige jeg skulle hjem når jeg skulle op på skolen igen.
Jeg har altid kunne mærke at lærerne går enormt meget op i det de laver, og derfor får det også betydning for os.
Jeg har nu oplevet et større fællesskab. Et fællesskab jeg næsten ikke havde forestillet mig var muligt, i hvert fald ikke for mig at være en del af.
Vi har altid fået lov til at mene hvad vi har lyst til, og hvis andre har været uenige har vi taget en debat op, men det har været det bedste, at man ikke har skullet være bange for at have en mening selv.
Vi får lov at være en del af noget større, som åbner vores horisonter op, og lærer os om det store perspektiv i livet