Kære forældre, søskende og ikke mindst kære elever
Jeg tror godt, I elever ved, at jeg er vild med den nordiske mytologi. Jeg har i hvert fald brugt meget af året på at føre jer ind i den forunderlige verden og de fortællinger, der folder den verden ud. Nogle af jer er i løbet af året kommet til mig og spurgt, hvordan jeg kan huske fortællingerne og alle de navne og de ting, der sker. Det kan jeg, fordi jeg har kunnet dem hele livet – og fordi jeg igennem hele livet har fortalt dem.
Jeg fik selv fortalt myterne, da jeg var helt lille. Jeg kan huske, at vi på den her tid af året benyttede hver chance for at ligge og sove ude under åben himmel- hele familien. Vi tog madrasser og dyner ud på vores terrasse, og så lå vi der i den svale lyse aften under en lun dyne og fik fortalt nordiske myter, mens duggen lagde sig.
Jeg er den yngste i en søskendeflok på 4, og måske var jeg lidt lille i forhold til at få godnathistorier fortalt med sex, bedrag, mord og bryllupsmassakre der får “The Red Wedding” fra Game of Thrones til at blegne. Der var i hvert fald mange maleriske billeder oppe i mit hoved, når jeg skulle til at sove. Min far lavede også tit quizzer, hvor vi blev hørt i “Hvor mange porte er der i Valhal?” og “Hvor mange krigere kan gå ind af portene på samme tid?” og meget andet.
Vi havde Valhalla-tegneserier, som er fede fortolkninger af de klassiske myter. Jeg læste Erik Menneskesøn i teenageårene og blev igen præsenteret for en ny version af de samme fortællinger. Efter jeg er blevet voksen, har jeg læst flere gengivelser og dykket ned i de originale sagn. Jeg er ikke blevet klogere på, hvad “den rigtige” fortolkning er – men jeg er blevet klogere på, hvordan min fortolkning er. Og den har I hørt i løbet af i år. Jeg elsker karaktererne, deres personligheder, deres fejl, deres temperament. Jeg elsker, at man får detaljer med om hvert eneste – at Heimdal kan høre græsset gro og se ulden vokse på fårene. Jeg elsker, at Loke kan komme ud af (næsten) enhver knibe, han selv har skabt. Jeg elsker Balder, og at han kan være så ren og så god, at alt i hele verden vil græde for ham. Men én gud har altid draget mig. En jeg nærer stor ærefrygt for. En der, for mig, viser, hvad en sand gud er lavet af. En, der ofrer sig for fællesskabet. Det er Tyr. Gud for krig, retfærdighed og ungdom. Ham kommer vi tilbage til.
For en uge siden deltog jeg i en festival i Hobro “Sommersus i Bakkerne”. Nogle af jer har måske hørt om den, for det var den festival, der var helt på røven – og så valgte at gøre det gratis. Det er en tidligere elev, der står for den, og han havde spurgt, om jeg ville komme og afholde morgensang, så fællessang også blev en del af festivalen. Det kunne jeg jo ikke sige nej til, så Alex og jeg havde pakket Højskolesangbøgerne og tog op til Bramslev Bakker lige ned til Mariager Fjord og sang morgensang. Det skal lige siges, at efter de havde gjort festivalen gratis, var de 4000 billet revet væk – så der var ganske mange mennesker. Vi tog hele familien af sted og blev hængende efter morgensangen. Bue, Rud og Jo gav sig hen til den gode festivalaktivitet – at samle pant, og Julie og jeg deltog i det øvrige program, som blandt andet indeholdt en talk med vores Europaminister Marie Bjerre. Hun holdt oplæg om det EU-formandskab, som Danmark overtager 1. juli, og hvad der ligesom er planen og ønsket, at der bliver fokus på det næste halve år, mens Danmark har formandskabet. Hun talte meget om forsvar og sikkerhedspolitik. Om at Europa skal stå i egen ret og kunne forsvare sig selv. Det kræver selvfølgelig en masse penge og fælles linje de 27 lande imellem.
Noget, jeg har været optaget af det sidste stykke tid, er spørgsmålet: “Hvis vi skal kæmpe, hvad skal vi så kæmpe for?” Vi taler meget om, hvor mange penge vi skal bruge på forsvaret, og vi taler om, hvad vi skal købe ind af missilsystemer, krigsskibe og så videre.. Men jeg synes et meget vigtigere spørgsmål er: hvad kæmper vi for?, hvad vil du (i sidste ende) dø for? Det kan være svært nok at svare på i en dansk sammenhæng – men hvordan ser det ud i en europæisk sammenhæng med 27 meget forskellige medlemslande. Jeg spurgte Marie Bjerre, hvad der skal til for at få os til at kæmpe for Europa? Hun svarede, at det ville kræve et stærkere bånd mellem os og en forståelse af os som et samlet europæisk folk. Og det er jeg enig i. Hvis vi skal have danskerne, portugisere, irer til at gå i krig for Europa i eksempelvis Estland, så vil det kræve, at vi føler en forbundethed og en forpligtelse overfor hinanden. Det kræver, at vi i Europa føler os som et forpligtende fællesskab. Det kan virke som et fjernt mål. Men vi har mange fælles værdier, og vi har gjort det før.
Efter 2. verdenskrig stod vi i Europa og sagde “hvordan kunne det gå så galt”. Den danske teolog Hans Harald Koch, kendt under navnet Hal Koch, stillede spørgsmålet og skrev bogen “Hvad er demokrati?”. Han havde set, hvad et demokrati var i stand til. Han havde set et demokratisk land (Tyskland), der på demokratisk vis havde valgt en kansler, der var antidemokrat, og som førte verden ud i sin anden verdenskrig og masseudryddelsen af jøder. Efter krigen stillede Hal Koch sig selv og os andre spørgsmålet: Hvis et demokrati er i stand til dette, er demokrati så egentlig en god styreform?
Hal Koch prøver at give et svar. Han var ikke imod demokrati. Han argumenterer for, hvad det er, demokratiet kræver af os, og hvad vi skal være opmærksom på for ikke at ende der, hvor det gjorde. Det er svært at give ét enkelt svar på, hvad demokrati er. Hal Koch siger: “Demokrati lader sig ikke indeslutte i en formel. Det er ikke et system eller en lære. Det er en livsform, som (…) er groet frem i Vesteuropa i løbet af godt og vel 2000 år”. Og som han siger, så bliver vi ved med at forme demokratiet – det er ikke afsluttet. Man kan fejlagtigt komme til at forstå demokrati ved det simple, at vi stemmer om tingene. Hvis vi er uenige, så stemmer vi om det, og så definerer flertallet retningen for helheden. Dette ville Hal Koch ikke definere som demokratisk. Afstemninger er en del af et demokrati – ja. Men det er ikke den væsentligste del af et demokrati. Hvis det var det, var der ikke noget at bebrejde Trump for eksempel, han blev valgt af et flertal. Bare fordi man har et flertal, betyder det ikke, at man har ret. Et flertal i Tyskland ville før 2. verdenskrig nægte jøderne eksistensret, men det gør det ikke rigtig. Det er uforeneligt med et demokrati.
“Demokratiets væsen er (..) ikke bestemt ved afstemningen, men ved samtalen, forhandlingen, ved den gensidige respekt og forståelse og ved den heraf fremvoksende sans for helhedens interesse”.
Det er dét, der er de demokratiske værdier. Samtale, forhandling, respekt – og hele tiden med øje for helheden, også dem du er uenig med.
Det lyder jo smukt. Men det kan også lyde en smule naivt, for hvad gør et demokrati, når folk bryder fællesskabets rammer og begår bestialske forbrydelser? Hvad gør et demokrati som Ukraine, der bliver angrebet af en fremmed magt? Er det så samtale, respekt og forhandling, vi skal møde op med? Nej. Her siger Hal Koch “Der hvor vold og uret hæmningsløst folder sig ud, må også demokratiets værge (forsvare) sig – og ofte værge sig med magt”. Vi kan blive nødt til at skulle forsvare vores demokrati med magt – hvis vi bliver angrebet.
Men er vi klar til det? Hvad kræver det af os?
For 175 år siden stod Danmark i en brydning. Der var en stor magt sydfra, som man frygtede ville tage en del af eller hele Danmark. Danmark var i krig, det var både en borgerkri, mellem de danske hertugdømmer og kongeriget Danmark men også en krig, hvor preussiske tropper og det, der hed “det tyske forbund” var med i krigen på hertugdømmernes side. Her kom Grundtvig med en appel til den danske ungdom. Han skrev i 1850 en lang tekst (meget lang- sådan var Grundtvig) der hedder “Vor tids ungdom”. Og her kommer Tyr ind i billedet igen, for han spiller en vigtig rolle. Grundtvig var meget optaget af den nordiske mytologi og fortællingernes betydning for vores dydsetik – altså hvad de fortæller om, hvilke dyder man skal have for at være et godt menneske. Og specielt myten om, hvordan Fenrisulven bindes, er helt central.
Myten fortæller, at Fenrisulven voksede op i Asgård. Den var i starten en legesyg hvalp, som børn legede med og lavede styrkeprøver med. Men ulven voksede og blev mere voldsom i sin adfærd. Det endte med, at det kun var Tyr, der turde fodre den. Guderne besluttede, at den skulle bindes, for den var blevet en trussel mod hele Asgårds eksistens. Ulven sprængte dog alle lænkerne, og guderne måtte søge hjælp hos dværgene, der smedede en lænke så fin og tynd, at den kunne ligge i en hånd men så stærk, at den aldrig kunne brydes. Dværgene havde brugt bjergenes rødder, kvinderness skæg, fiskenes ånde, fugleness spyt og lyden fra kattepoter som ingredienser i lænken. Da guderne kom og ville lænke Fenrisulven, blev den mistænksom, den anede, at der var lusk på færde og krævede derfor, at der var en, der skulle lægge sin arm i dens gab som en pant. Alle blev stille, for de vidste, at de ville miste armen, hvis kæden holdt – hvilket de alle håbede og troede på. Men ingen havde lyst til at miste en arm. Her trådte Tyr frem, gik hen og klappede Fenrisulven og lagde sin arm i ulvens gab. Ulven blev lænket. Lænken holdt. Tyr mistede sin arm.
For Grundtvig var Tyr et forbillede, som ungdommen skulle høre om. “Tyr for det almindelig bedste (for det fælles bedste) stikker sin arm i ulvens mund, skønt han véd, han mister den”. Myten fremlægger en morallære, som det så er op til tilhørerne at finde sit eget ståsted i. Grundtvig så dér i 1850, at ungdommen følte en “forpligtelse til at opofre nydelsen og egennytten for det almindelige bedste”. Danmark (fællesskabet) havde og har brug for, at individet sættes til side, og at vi føler os forpligtet på at ofre os for hinanden. Et fællesskab, der ikke er forpligtet på hinanden, er ikke et fællesskab – eller i hvert fald et meget vagt fællesskab.
Ofre er et stærkt ord. Og i min forståelse handler det om, at vi hver især gør op med os selv, hvad vi kan bidrage med? I har alle i løbet af det her år bidraget forskelligt ind i det her fællesskab. I har alle ydet et bidrag, og fællesskabet har brug for, at alle bidrager.
Verden, Danmark, politik og lokalsamfund skabes af folk, der bidrager, af folk, der tager del, af folk, der står vagt. Når du deltager, er du med til at skabe et “vi”, du er med til at pege fællesskabet i en retning. Det behøver ikke være særlig abstrakt – det er faktisk meget konkret. På Grundlovsdag var I med til at lave et fedt arrangement, der tog samtalen, respekten og fællesskabet seriøst. Her kom en ung fremadstormende politiker – der stiller op til byrådet i Aarhus (og som er tidligere elev) og sagde lige præcis det her. Meld jer ind i et politisk ungdomsparti. Vov noget. Og hvis ikke I føler, I kan bidrage med noget der, så er engagement i det øvrige civilsamfund i høj grad et lige så vigtigt bidrag: idrætsklubben, spejdergruppen, den grønne ungdomsbevægelse. Find der, hvor du har lyst til at være og tage del. Dét er med til at skabe samfund, et fælles “vi” og frihed. Frihed forudsætter fri-villighed.
Jeg har fået en god tommelfingerregl herude i det pulserende foreningsliv: “hver husstand skal sidde i tre bestyrelser”. Fællesskabet, demokratiet, Danmark har brug for det.
Jeg spurgte jer for et par uger siden, “hvad I ville dø for?”. I svarede, hvilket måske kan glæde jeres forældre der sidder her, at I ville dø for jeres nære. I løbet af det her år, har jeg en formodning om, at I har fået flere “nære”. I har dermed fået flere at kæmpe for. Det gør mig glad.
Demokrati er ikke en styreform. Det er en livsform. Det er noget vi er. Det er noget vi går med – ikke mod. Som Per Krøis Kjærsgaard skriver i sangen, vi sang før denne tale. Vi går ikke mod Helios – vi går med Helios. For mig har I vist det her hver eneste dag, I har gået her. I har rakt ud til hinanden, I har banket arrangementer op: fordybelsesfestival, galla, caféaftner. I har været ude og spise med fremmede og er dermed kommet nærmere jeres medmennesker. I har villet hinanden.
Jeg håber at I tager herfra med lyset, med demokratiet og med håbet. At I tager herfra med en lyst til at stå vagt om det, der er værd at kæmpe for. Livet, de nære, demokratiet, fællesskabet og friheden er værd at kæmpe for. Demokratiet formes stadig. Det har brug for mennesker, der kan et formgivende sprog – det kan I. Verden har brug for flere som jer, der hjælper med at forme den.
Tak for i år. Tak for jeres ydmyge bidrag til at forme dette sted.