Kære elever, forældre, søskende og andre, der er med her i dag.
Mine børns sommerferie slutter altid med en fætterkusinecamp til vores gamle familiesommerhus i en ødegård i Sverige. Mine søskende og jeg har tilsammen 10 børn i alderen 7-15, og de inviteres alle med til Sverige af vores forældre – os i mellemgenerationen er ikke inviteret, faktisk har vi fået at vide, at vi skal holde os væk. Det er bedstemor og bedstefar og børnebørnene.
Fætterkusinecamp kører altid efter de samme stramt fastlagte love, og jeg citerer lige fra
“Lov vedrørende fætter/kusinecamp 2025”
§ 1. Bedstefar bestemmer alt.
§ 2. Til måltiderne serveres retter, I selv har produceret.
Stk. 1. Kræsenhed tolereres ikke.
§ 3. Man SKAL spise slik hver dag. Her sættes § 1 ud af kraft. Bedstemor bestemmer, hvor meget slik man må få og hvornår.
Herefter fortsætter paragrafferne med, at hvis man vågner tidligt, skal man lade de andre sove, man skal lege med hinanden og “§ 12. Man skal løse sine opgaver med et smil, når Bedstemor ber ́ om det.” Derefter skriver alle børnene under på, at de lover at overholde loven. Hvert år er der et forskelligt tema for ugen. Sidste år var temaet “dengang bedstefar var dreng”, i år var det “fællesskab”. De skulle lære at samarbejde og havde henover ugen forskellige fællesskabsøvelser og opgaver. De skulle blandt andet i grupper af to selv handle ind i et svensk supermarked til den aftensmad, de skulle stå for. Derudover var der bl.a også praktiske arbejde og rengøringen af hele hytten som en fælles opgave og indsats. Det praktiske arbejde er ikke bare med for at ordne noget praktisk. Det er med for at skabe ansvarsfølelse, styrke karakterdannelsen og fællesskabet. Egentlig kan sådan en fætterkusinecamp godt sammenlignes med det at tage på efterskole.
At skabe et fællesskab Fællesskaber kommer ikke af sig selv. Det skal læres. Eller det skal måske omformuleres. Nogle fællesskaber kommer af sig selv, andre skal læres eller i hvert fald gøres. Nogle fællesskaber opstår omkring mennesker, der lærer hinanden at kende gennem fritidsinteresser: fodbold, musikskolen, gymnastik, rollespil, spejder. På arbejdspladser, i kulturhuse, i klubber, på sommerhøjskole, i kirker, i politiske organisationer, i fredsbevægelser og meget mere. Det er alle fællesskaber, hvor mennesker mødes fysisk ansigt til ansigt. Nogle af disse fællesskaber er kortvarige, andre varer hele livet. Nogle fællesskaber er man presset ind i. Det første fællesskab man bogstavelig talt er presset ind i er familien. Du er født ind i en familie, som du altid vil have et bånd til. Vuggestuen, børnehaven, skolen er allesammen fællesskaber du sådan set bliver tvunget ind i. Der er et klassefællesskab, et skolefællesskab – men det er ikke altid, at man føler sig som en del af det. Nogle børn og nogle af jer har oplevet, at selv om I har gået i skole, og mødt de andre fysisk, så har I ikke været del af fællesskabet. Jeg tror, vi alle på et tidspunkt har prøvet, at føle os udenfor og mærket, hvor hårdt det er. Men hvis man over en længere periode føler sig udenfor fællesskabet, kan man opleve at føle sig ensom og blive ked af at gå i skole – ikke nødvendigvis på grund af skolen, men fordi man føler sig udenfor. Når man er tvunget ind i et fællesskab, hvor man ikke føler sig tilpas, bliver man ulykkelig. Dette vidner om fællesskabets magt. Og i høj grad om fællesskabets ansvar. Et ansvar, der rækker ud over fællesskabet – til dem, der ikke er en del. Der findes fællesskaber, der ikke er fysiske ansigt til ansigt fællesskaber. De findes mere på et idéplan, på et forestillet plan. Et “overfællesskab”. Det er fællesskaber, som opleves med mennesker, som du ikke kender. Det kan opstå via fankulturer, hvor man føler et fællesskab sammen med dem, der dyrker det samme fodboldhold, musikgruppe og efterskole. Det kan også være en generationsting. I tales til af mange som en samlet ungdomsgeneration: Generation Z – Zoomers som er i diametral modsætning til jeres bedsteforældre Boomers. Der er fokus på jer, på alle mulige måder, både i forhold til uddannelse, trivselskrise og mange andre kriser. Om I føler et fællesskab med de øvrige i jeres generation, det ved jeg ikke – men mange oplever og taler til jer som et fællesskab.
I indgår også i et nationalt fællesskab. Og selvom vi er et lille land, så er det begrænset, hvor mange vi kender. Og alligevel kan vi have en forestilling om at indgå i et fællesskab med dem. Hele højskole- og efterskolebevægelsen er bygget på at skabe og styrke dette fællesskab, altså det nationale “overfællesskab”. På at opbygge fællesskaber mellem mennesker, som ikke kender hinanden personligt. De blev skabt for at opbygge et folkeligt-nationalt fællesskab. Det var der en ganske god grund til. For det var lige der, at Danmark stod og skulle overgå til demokrati – til folkestyre. Den danske teolog, politiker og altmuligmand Nikolaj Frederik Severin Grundtvig var optaget af denne overgang til folkestyre og var i høj grad optaget af, hvem “folket” var. Før grundloven og demokratiets indførelse var der ikke et samlet “folk” i Danmark. Befolkningen var delt i fire stændere. Samfundsindeliger, hvor man tilhørte et fællesskab på baggrund af ens herkomst. Aristokratiet, gejstligheden, borgerskabet og almuen. Almuen var den klart største af disse grupper men også klart den gruppe, som havde mindst at sige. Det var folk på landet. Folk fra små kår. Grundtvig troede ikke på, at almuen kunne styre landet. “Almuen kan lige så lidt repræsentere som regere sig selv, om man så end fyldte hele statsrådet med dem, thi for at kunne det, måtte de først ved en højere dannelse være trådt ud af deres sfære og var da ikke længere almue.” Hvis almuen skulle med ind i et folkestyre, skulle de med ind i en “folkeforståelse”. Og dermed blev højskolerne skabt, hvis motto de første hundrede år var “Fra almue til folk”. Højskolen og efterskolen var med til at opbygge et overfællesskab – et nationalt fællesskab. Men der blev spillet på flere heste på det her tidspunkt i Danmarkshistorien. H.C. Andersens eventyr, Eckerbergs malerier, De nordiske myter, Oehlenschlägers digte, Ingemanns morgensange, som vi alle kender, blandt andet I østen stiger solen op var alle en del af samme plan. Det handlede om folket, fædrelandet, modersmålet, Danmark. At skabe en national identitet – et nationalt fællesskab.
Højskolens og efterskolens opgaver er ikke længere at løfte almuen til folket. Men når man betragter verden i dag og ser på de store geopolitiske ændringer, der er i disse år, så mener jeg, at opgaven med at skabe et nationalt fællesskab i høj grad har sin berettigelse. Ikke for at lukke os om os selv men for at styrke sammenhængskraften og modstandskraften. Vi bliver nødt til at stå sammen i det skæbnefællesskab, som vi er i.
Udover at højskoler og efterskoler har til opgave at danne “overfællesskaber”, så skaber de i høj grad også nærværende, fysiske, ansigt til ansigt fællesskaber. I dag starter omkring 30.000 unge mennesker på efterskoler, og størstedelen af dem (og jer) har et udtalt mål med at komme på efterskole for at “få et fællesskab”. Der er en trang til at føle sig forbundet. Det, synes jeg, er smukt. Det giver mig håb og tro på ungdommen og fremtiden, at I vil bruge et år på at lære, hvad det vil sige at gå ind i og skabe et fællesskab. Fællesskaber former mennesker. På efterskoler tilbydes et rum, hvor vi møder andre unge mennesker. I mødet sker der en udveksling – en vekselvirkning. Vi spejler os i de andre og lader andre spejle sig i os. På den måde bliver vi klogere på hinanden – og dermed klogere på os selv. Vi har brug for andre mennesker for at skabe fællesskab, vi har brug for andre mennesker til at lære os selv at kende.
Fællesskabet på efterskolen er ikke noget, man får. Det kommer ikke af sig selv. Det er noget man giver. Det er noget, man skal arbejde for. Derfor kræver det også noget af jer. I er ikke tvunget til at være her (tror jeg i hvert fald ikke). I er her ud fra jeres eget ønske. Og I er landet her i et tilfældigt skæbnefællesskab. I har ikke valgt, hvem I er her sammen med, ligesom I heller ikke har valgt, hvem I er danskere sammen med, eller hvem I er i familie med. Det er jer 104 elever, der er her nu. Og det er jer, der skal skabe et fællesskab sammen. Et fællesskab, hvor alle er med. I bærer lige nu hinanden i jeres hænder. Som den danske filosof K.E Løgstrup engang sagde: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd.”
Ved at I er kommet i dag, har I vovet noget. I har kastet jer selv ud i noget, som I ikke kender. Og I er alle afhængige af, at I bliver grebet af de andre. Når du hænger der i luften, kan du ikke kræve at blive grebet. Men når du ser folk i frit fald, har du en forpligtelse til at gribe dem. Som Minds of 99 synger i sangen Fluer: Fang dem før de falder.
I bogen Skamfuld taler højskolelærer Christian Hjortkjær om “robuste fællesskaber”, Han fortæller om en tidligere elev på højskolen, der havde været i hæren, og de snakkede om robusthed, og hvordan man i hæren træner til robuste soldater. For eleven gav det ikke mening at tale om den robuste soldat. Han talte om det robuste fællesskab. I hæren er mottoet “leave no man behind”. Hjortkjær skriver “Der er ingen i hæren, der forventer, at hvis du bliver pløkket ned på slagmarken, at du så bare kan rejse dig op og kæmpe videre som en robust soldat (…) hvis du bliver skudt, hvis du falder, så er det din sidemands mest naturlige etiske pligt at hjælpe dig op igen og sørge for, at du får den hjælp du har brug for” Robuste fællesskaber er kendetegnet ved tætte relationer båret af gensidig tillid, ærlighed, sårbarhed og løbende bekræftelse fra de andre. Og Hjortkjær fortsætter: “Hvis du er en del af et sådan et fællesskab, så skal der rigtig meget til, før du falder. Og hvis du falder, eller når du falder, for det gør vi alle, så ved du, at du ikke er alene.” Vær opmærksom på det, når I om lidt løber ud og laver fællesskab. Se op og sørg for, at alle bliver grebet. Det er det fællesskab, I alle higer efter og ønsker at være en del af.
Jeg ved (eller tror jeg ved), at min mors intention med at oplære børnebørnene i fællesskabets kunst, er for det første at give dem en grundlæggende følelse af, at de ikke er alene her i verden. At de har hinanden at støtte sig til hele livet, også når de falder. Og for det andet at lade dem føle, at det, du er i kraft af dig selv, er intet i forhold til, hvad du er i kraft af andre. Som jeg sagde i starten af talen: “En fætterkusinecamp i Sverige, kan godt sammenlignes med det at tage på efterskole.” Vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for at understøtte, vise vej og hjælpe jer med at skabe et sådan fællesskab.
Velkommen til fællesskabet – Velkommen til Eriksminde