DE KREATIVE FAG
DE KREATIVE FAG
Hverdagen på Eriksminde Efterskole er fuld af kunst. Vi taler om den, kigger på den, undersøger den og laver den selv. Kunsten hænger på væggene i Spisestuen, på elevernes gange og i vores mange fællesrum. Men vigtigst af alt fylder kunsten i undervisningen.
På Eriksminde tager vi kunsten og lysten til at skabe alvorligt, og vi giver det tid og plads. Vi betragter ikke kunsten som flødeskummet på toppen af kagen. Vi betragter kunsten som en helt fundamental del af tilværelsen. Den giver os nye perspektiver, vækker nysgerrighed, skaber undren og skubber til grænser.
Et år på Eriksminde er et år med adskillige kreative og kunstneriske projekter. Både i stor og i lille skala. Vi prøver os selv af, møder nye kunstneriske teknikker og materialer og giver os selv og hinanden plads til at eksperimentere og fejle. Vi er ikke en efterskole med særskilte linjer. Vi er en efterskole, som fletter kunst, kreativitet og håndværk ind i det meste af det, vi laver.
Besøg eriksminde
De kreative valgfag
I din tid på Eriksminde har du en lang række kreative forløb og dem du selv skal vælge har vi delt ind i tre overordnede kategorier:
Håndfag
Det er de fag, der knytter sig til et bestemt værksted, og hvor du lærer en masse håndværk og teknikker, der knytter sig til det værksted. Det er også her, du lærer at begå dig i værkstedet, så du kan bruge det i fritiden. Alle skolens værksteder er åbne og tilgængelige for eleverne. Nogle af håndfagene vil blive udbudt i alle skolens tre perioder, mens andre kun bliver udbudt i en eller to perioder.
Hovedfag
Hovedfagene er dér, hvor kreativiteten og den skabende proces er i førersædet. Hovedfagene bevæger sig ofte på tværs af værksteder og discipliner og er ofte mere eksperimenterende i deres indhold.
Hjertefagene
Hjertefagene er de mere nicheprægede fag, hvor du dykker ned i et specifikt emne eller en helt bestemt teknik. Hjertefagene er valgfrie og skal vælges med, ja, hjertet.
Håndfag
ANALOGT FOTOGRAFI
Eriksmindes fotoværksted er mere end 40 år gammelt og er et af de eneste steder i Danmark, hvor der bliver undervist i både sort/hvid- og farvefremkaldelse. Vi arbejder i mørkekammer og vi går i dybden med fotografiets forunderlige verden.
LER
Ler er måske det materiale, hvor du er tættest på at blive ét med det, du skaber. Du bliver grundig oplært i basale og specielle teknikker, der giver dig afsættet til at eksperimentere og skulpturere endnu usete værker.
På Eriksminde har vi et stort keramikværksted, som også står til rådighed i timerne uden for undervisningen, hvor du kan fordybe dig i større opgaver eller dygtiggøre dig i kunsten i glasering, formstøbning eller drejning.
TEKSTIL
Tekstil som håndværk er et særligt personligt og udtryksfuldt medie. I faget introducerer vi de gængse og traditionelle håndværksteknikker, så du selvstændigt kan producere, lege og gå på opdagelse i materialernes taktilitet – med eller uden nål. Vi undersøger og udfordrer det æstetiske, og går i kast med selv at definere personlig stil og bæredygtigt design.
SØLV

TRÆ
I vores store træværksted har du alle muligheder for at designe og bygge noget smukt og håndgribeligt som en kniv eller et møbel, der er skabt af dine egne hænder. Vi har alle tænkelige maskiner til rådighed og undervisere, der lever og ånder for årringe og savsmuld. Du bliver fortrolig med træsorternes forskellige egenskaber, og får håndværksteknikkerne i et træværksted helt ind under huden.
LEVENDE ORD
I Levende ord leger vi med sproget, udforsker poesien og giver stemme til det, vi bærer på indeni. Vi skriver poetiske tekster, der kan være små og skrøbelige eller vilde og stormende – og vi øver os i at dele dem med andre. Sammen opdager vi, hvordan ord kan røre, løfte og forandre. Forløbet kulminerer i en oplæsningsaften for hele skolen og en fælles udgivelse, hvor vores stemmer samles i et fælles værk. Levende ord er en poetisk og personlig rejse, hvor du både udfordrer dig selv og finder styrke i fællesskabet.
MUSIK
Væggene til Eriksmindes øvelokale pulserer af store musikalske oplevelser! Kast dig ud i et ukendt instrument eller disciplin eller dyrk det, du elsker helt ind i knoglerne. Vi skal have det fedt sammen, blive klogere på ny og gammel lyd og skabe musik sammen i forskellige konstellationer. På Eriksminde dyrker vi i den grad også den elektroniske musik, hvor den kreative proces i at skabe nye værker, kan være en symfoni i sig selv.
DRAMA
I teater og performance på Eriksminde skaber vi et trygt rum, hvor du kan være dig selv – og alt muligt andet! I undervisningen får du indførelse i grundlæggende spilleteknikker og skuespillets mange facetter som fx impro, børneteater, klassisk og alternative kunstneriske afstikkere. Vores scene kan være alt fra den intime scene på skolen, naturen og offentlige arenaer.
Dramaundervisningen er et energifyldt fysisk laboratorium med leg, fantasi og masser af gode grin, hvor du kan udfordre dine egne grænser med dine venner i hånden.
MALERI & TEGNING
Du må aldrig stoppe med at tegne. Og i faget maleri og tegning får du lysten til at blive ved. Maleri er et kunstnerisk sprog, hvor vi fordyber os i komposition, farver og udtryk, der spænder fra det jordnære til det magiske. Du får en grundig indføring i de tekniske øvelser, og med de skønne fysiske omgivelser og kunstneriske ambitioner på Eriksminde, får du frie tøjler til at udfolde dig med ethvert penselstrøg.
Hovedfag
KROP, ORD, MUSIK
KROP/ORD/MUSIK er et fag, hvor det vigtigste redskab er din egen krop. Sammen skal vi undersøge, hvordan vi via kroppen, dansen, sangen og stemmen kan formidle tanker, følelser og stemninger. Fagets hjørnesten er det rytmiske og det performative.
Undervisningen i KROP/ORD/MUSIK er legende og eksperimenterende. Vi lægger vægt på kollektive og processuelle arbejdsformer for at fremelske modet til at optræde for et publikum. Det arbejde, vi laver i undervisningen, vil vi vise frem. Så det kan sætte spor i andres kroppe.
FLADE
FLADE er et fag, hvor du kan male, tegne, lave collager, linoleumstryk og meget andet. Som fagets titel antyder, arbejder vi fladt. På papir, lærred, træ, vægge og glas. Du vil stifte bekendtskab med en masse forskellige materialer og kunstneriske udtryksformer, og vi arbejder både med store armbevægelser og fingersnilde.
Arbejdsformen er værkstedsbaseret, nysgerrig og undersøgende, og den er suppleret med viden om relevante kunstnere samt kunstneriske materialer og teknikker. Det er nemlig en rigtig god ide at have kendskab til andre kunstneres billedkompositioner, farver, materialer, teknikker og tematikker, for at du kan udvikle dit eget billedsprog.
FORM
FORM er det, vi kan røre ved. Det, vi kan opleve med både øjne og hænder, med hele sanseapparatet. Form er et fag, hvor vi arbejder kunstnerisk med formgivning i blandt andet ler, tekstil, tråd, træ, gips og sten. Via arbejdet med materialerne udvikler vi en fornemmelse for formgivnings grundlæggende principper.
Vi lægger vægt på, at du lærer flere forskellige materialer at kende, og at du og dine hænder finder frem til de materialer, som bedst taler til dig. Vi arbejder i værkstederne, og du skal både arbejde kollektivt og individuelt. I Form breder vi os over flere discipliner, materialer og værksteder. På den måde lærer du de forskellige materialers styrker og svagheder at kende, og på den måde kan du bedst give dine egne idéer form.
NATUR
NATUR er et fag, hvor undervisningslokalet er rykket ud i det blå. Vi sanker, fisker og plukker. Vi laver bålmad, cykler, sejler kajak og bader i havet. Vi snitter, og vi bygger. Vi lever friluftslivet, og vi lægger vægt på at hygge os sammen. Skolen har alt det udstyr, som faget kræver. Så alle kan være med.
DIGITAL
DIGITAL er et fag, hvor vi er sammen om at være nysgerrige. Med vores egne telefoner og computere arbejder vi med blandt andet digital lyd- video- og billedredigering. Men vi arbejder aldrig kun med telefoner og computere.
I Digital arbejder vi nemlig ud fra den præmis, at mange forudprogrammerede indstillinger i lyd- video- og billedredigering skaber et lidt standardiseret udtryk. Derfor skal vi i Digital prøve at eksperimentere med at lade det analoge møde det digitale. Vi skal selv optage reallyde og så lave dem om til digital musik. Selv tegne og male et billede, som efterredigeres digitalt. Selv finde de kunstneriske muligheder i den fysiske kameraføring, når vi laver små film. Sagt på en anden måde, så er vi ikke interesserede i at lade den digitale teknologi gøre arbejdet for os. Vi vil hellere arbejde i krydsfeltet mellem det analoge og det digitale. Dér, er der nemlig mulighed for at finde noget, som ikke findes andre steder.
Undervisningen er struktureret således, at du kommer til at lave flere mindre lyd- video – og billedværker. Du vil desuden blive præsenteret for måder at præsentere dine digitale værker, så de tager plads – og møder et publikum – i den fysiske verden.
Eriksminde-opgaven
Eriksminde-opgaven giver plads til fordybelse. Det er en enestående mulighed for at prøve kræfter med et stort kreativt, kunstnerisk eller håndværksmæssigt projekt, som er helt dit eget. Det er en indbygget del af Eriksminde-opgaven, at vi sammen reflekterer over udfordringerne og gaverne ved at være i en længerevarende kreativ proces.
I Eriksminde-opgaven skal du selv definere dit eget projekt. Det kan være en køkkenhave, en digtsamling, en kimono, videokunst, elektronisk musik, keramik, fotografiske selvportrætter og meget andet. Det vigtigste er, at du finder noget, du brænder for at arbejde med.
I en periode på fem måneder har du tre skemalagte timer og en masse fritid til at arbejde på din Eriksminde-opgave. Du får én fast lærer tilknyttet som vejleder og sparringspartner. Forløbet med Eriksminde-opgaven munder ud i en fællesudstilling med alle elevernes værker. I første omgang på selve efterskolen, og mod slutningen af skoleåret på Godsbanen i Aarhus.

Scenekunstprojektet
Scenekunstprojektet er Eriksmindes store samlende projekt. Det er kendetegnet ved, at vi sammen skaber en forestilling helt fra bunden. Alt er selvgjort. Lys, lyd, musik, kostumer, performances, scenografi og visuals.
I to uger rydder vi skemaet for at gøre plads til en kollektiv kraftpræstation. Elever og lærere skaber i fællesskab en kunstnerisk forestilling, som vises for blandt andre lokalsamfundet og elevernes pårørende.

CU. P.
Tre timer én gang om ugen lyder måske ikke af meget, når du i en lille gruppe skal udtænke, lave og præsentere et værk. Men det er hele præmissen med CU.P. Vi arbejder spontant, legende og kollektivt. Vi minimerer afstanden mellem idé og praksis. Vi skal bare i gang.
I CU.P. er der altid noget, du ikke må. Der er altid en begrænsning, et forbud, et kreativt benspænd. Benspænd og begrænsninger kan åbne nye kunstneriske perspektiver. Når der er noget du ikke må, bliver din kreativitet udfordret.
CU.P.

20 tilfældige elevværker fra det sidste halve år
Eriksminde har et omfattende billedbibliotek med billeder af elevers værker. Her ser du et lille tilfældigt uddrag, men hvis du vil se mere kan du besøge vores side dedikeret til til elevers værker – store som små. Siden hedder kort og godt VÆRKstedet.